Hvem, hvorfor, hvordan? Historien bag Smart Makro

Sådan opstod Smart Makro - en rigtig iværksætterhistorie fortalt af stifteren, Sofie

Idéen til Smart Makro opstod 16.000 km væk, da jeg flyttede seks måneder til Australien i 2019. Forinden havde jeg i mange år interesseret mig for sundhed og ernæring, og i 2018 hoppede jeg med på glutenfri- og sukkerfri-bølgen, i den tro, at det var skidt for kroppen. Det betød tre måneder uden brød, pasta og slik - noget, jeg VIRKELIG elsker. Det påbegyndte en ond cirkel af "restrict, eat, repeat" og jeg fik en meget fluktuerende vægt, hvilket indebar perioder, hvor jeg slet ikke  kunne holde mig fra søde sager - i stedet spiste jeg dem helst i smug (på billedet nedenfor ses jeg på min altan i Australien med en 5-pak af de store cookies. De forsvandt alle sammen på mystisk vis ned i min mave, inden der var gået en time).

I Australien har de et helt andet syn på sundhed; det handler om at træffe smarte valg, og så kan man i princippet spise, hvad man har lyst til hver dag. I supermarkederne kunne jeg bl.a. finde sundere pizza, sundere kage og selvfølgelig sundere pasta! Det var altså løsningen på min "restrict, eat, repeat"-problematik og vejen til et holdbart vægttab for mig. Samtidig understregede oplevelsen i Australien vigtigheden af at tjekke evidensen for de sundhedspåstande, jeg dagligt møder på de sociale medier. Siden Australien har jeg derfor brugt masser af tid på at undersøge og fordybe mig i studier og metaanalyser om sundhed, herunder ernæring og vægttab. Det er nu min drøm og vision at benytte denne viden til at genskabe alle de lækre fødevarer, jeg selv var storforbruger af i Australien, så vi kan få ligeså god og sund mad herhjemme - og måske en gang for alle lægge diæt-trenden bag os.

Udviklingen af Smart Makro Protein Penne

Ja, hvor starter man egentlig?
Det skulle vise sig, at det ikke var "bare lige" at udvikle en proteinpasta, da der er mange forhold, man skal tage højde for, såsom hvilken hvede man bruger, og hvordan man tørrer pastaen.
Jeg startede med at udvikle forskellige pastaopskrifter i eget køkken, hvilket gik knap så godt (se venstre side af billedet forneden). Næste skridt blev derfor at finde en producent i Italien, som ville indgå i et samarbejde om udviklingen af pastaen. Da det lykkedes, fik producenten en opskrift, og herefter lavede de deres første bud på en proteinpasta. Det gik - også - knap så godt (se midten af billedet forneden), men efter en del forsøg med nye opskrifter lykkedes det os endelig at lave en proteinpasta med samme gode smag og konsistens, som vi kender fra almindelig pasta.
Smart Makro Protein Pasta er baseret på durumhvedemel, mens den høje mængde protein stammer fra hvedeprotein og ristet græskarkernemel, hvilket giver pastaen en dejlig rund smag. Efter et års intensiv pastaudvikling er jeg ovenud tilfreds med resultatet (se højre side af billedet forneden), og jeg er nu ét skridt tættere på min drøm og mission om at gøre det nemt og lækkert at leve sundt!
Næste produkt kom til
Når jeg skal finde nye produkter at udvikle, tænker jeg på, hvad der endnu ikke er på det danske marked - det skal være noget, som bruges i hverdagen, noget som er elsket af de fleste, og noget som opfattes som usundt, uden det egentlig behøver at være det. Samtidig ønsker jeg at kunne skabe hele måltidsløsninger, så derfor spurgte jeg mig selv: hvad passer til pasta? Svaret blev hurtigt: Pesto! Pesto kan pifte enhver salat, pastaret eller rugbrødsmad op. Den er dog meget kalorietung, og derfor savnede jeg en mere ernæringsrig variant af pestoen. Derfor gik jeg i kast med at udvikle en basilikumspesto med færre kalorier. Efter et års udvikling lykkedes, og spørger du de fleste af vores kunder, så synes de faktisk, at det er den bedste købe-pesto de har smagt - og det er jeg enig i!  
Et univers af farverige vandflasker og notesbøger
Et par år inde i min "Smart Makro"-rejse, tog jeg en beslutning. Jeg ville ikke blot starte en fødevarevirksomhed, jeg ville lave et helt univers, der hjælper danskere på vej mod de mål, de har for deres sundhed! I Australien havde jeg fundet en stor vandflaske med sugerør og en "Gratitude-Journal", og jeg brugte begge produkter flittigt hver dag. Jeg mærkede en forskel i min energi, når jeg drak nok vand, og jeg begyndte at reflektere over mit liv og mine drømme for fremtiden hver aften, jeg skrev i min notesbog. Deraf opstod idéen til Smart Makros Motivationsvandflasker og guidende notesbøger, som den dag i dag, er blevet en kæmpe succes herhjemme også - og det er det fedeste at se!
Til slut er der bare at sige tusind tak for, at du har læst med og fået historien om Smart Makro. Det kræver en enorm mængde tid og kræfter at starte op fra bunden, så enhver interesse i Smart Makro sætter jeg høj pris på.
Mange venlige hilsner
Sofie, stifter af Smart Makro

Skriv en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

Denne side er beskyttet af reCaptcha, og Googles Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.